Søg i verden - indtast ord eller dele af ord
[wpdreams_ajaxsearchlite]
Find den billigste flyrejse og overnatning i multi søgning der søger blandt flyselskaber, og lavpris selskaber, samt i alle større hotel og lejligheds portaler. Alt sammen i et klik hvor du får en liste over alle muligheder og priser med billigste først.
City A - Z
Forslag til gode og billige restauranter i Rostock
Byens mange forskellige restauranter, knejper og caféer frister med mange forskellige retninger. Her er både gedigne internationale restauranter af høj standard, eksotiske landekøkkener fra hele verden, lige fra svensk til brasiliansk, til de mere hverdagsagtige spisesteder med fx eget hjemmebrygget øl. Der findes også de mere urbane cafeer, værtshuse og knejper med alskens øl, fx den udmærkede ”Rostocker”, byens eget pilsnermærke. Alt sammen til priser der ligger væsentligt under de danske.
Særligt gode områder for det yngre publikum findes i Kröpeliner-Tor-Vorstadt lige vest for det gamle centrum i Leonhardstrasse, lige bag ved bryggeriet. Mens det mere modne publikum oftest går efter barer og restauranter i bymidten. Warnemünde frister også med mange forskellige tilbud, med især værtshuse med maritim stemning. God fornøjelse blandt Rostocks og Warnemündes mange tilbud.
Spis ude i Rostock og Warnemünde
1: Restauranter: i tre kategorier
1.1 De bedste restauranter
1.2 Mellemklasse restauranter
1.3 Gode og billige restauranter
2 Barer og værtshuse i Rostock og Warnemünde
3 Cafeer i Rostock
Bedste restauranter i Rostock
Restaurant Reuters
Fremragende mediterrant køkken og euro-asiatiske udflugter og et fremragende vinkort i meget smukke omgivelser. Opkaldt den Mecklenburgiske digter Fritz Reuter.
I Steigenberger Hotel Sonne, Neuer Markt 2, Rostock, Tel. +49 (0) 381 49730, tirs-lør. kl.18.00 – 21.30 (luk. søn & man). www.rostock.steigenberger.de
Restaurant & Bar Silo 4
På toppen af en gammel havnesilo på 7. sal er der panoramaudsigt til den historiske inderhavn. Prøv Silo S’Buffet, hvor man kan vælge friske råvarer som kokken forbereder direkte. Asiatisk-international mad i den bedste klasse og med en fremragende udsigt. En af de bedre adresser i Rostock til en rimelig pris. Se menuen på hjemmesiden.
Am Strande 3 d, 18055 Rostock, Tel. +49 (0) 381 458 58 00
Pier 46
Her kan man komme forbi hele dagen. Enten til lavazzakaffe og hjemmelavet kage eller for at nyde gastronomiske timer på højt niveau. Her fås et gedigent internationalt køkken med frisk fisk, økologisk kød og et fint udvalg af vine. Smukke moderne omgivelser med udsigt til Alexandrinenstr.
Alexandrinenstrasse 46, Warnemünde, Tel. (+49 0381)-51 0638 www.pier46.de
Chezann
Meget stilfuld gourmet-restaurant med få, men særligt udvalgte retter. Fransk og lokalt præget køkken. Har både bistro og restaurant. Vinkortet er helt exceptionelt med fokus på franske og tyske vine. Ligger i lille hyggelig gade centralt ved kirken i Warnemünde.
Tirs-søndag 12-24, Mühlenstr. 28, Warnemünde
Mellemklasse restauranter
Weinwirtschaft
Alsidigt menukort der starter med morgenmad, lette frokoster, kaffe og kage om eftermiddagen. Gode supper og tapas-specialiteterne, der både fås som småretter og som hovedretter, har gjort Weinwirttschaft kendt, samt det overdådige vinudvalg. Køb en flaske eller gå ombord i forskellige vine. Små glas starter ved 2 €. Den stilfuldt indrettede restaurant sælger også alle vine og tapas ud af huset. Ligger meget centralt.
Neuer Markt 2 i Hotel Steigenberger. Dagligt 11-24 www.rostock.steigenberger.de
Krahnstöver
Bar og spisested med et solidt spisekort a la dansk kromad; især lette retter, de lokale fiskeretter som ål og sild, samt fx steaks fra 6-7€. Børnemenuer. Ligger flot og stemningsfuldt i Rostocks ældste hus.
Große Wasserstr. 30, Rostock Tel. 0381 / 2523551 www.kneipe-krahnstoever.de
Ratskeller
Store salater, bagte kartofer eller schnitzler, steaks og pølser. Lige under rådhuset i en af byens ældste beværtninger bydes der på traditionel mad eller gode øl. Hovedretter fra 7,50 €.
Neuer Markt 1, Rostock, Tel. (+49 381) 5108460, www.ratskeller-rostock.com
Zum Alten Fritz
Her brygges øllet selv, og kan købes med i 2 liters flasker. Maden ligger mellem steakhouse og egnens fiskeretter og byder på et bredt udvalg, også af salater, børneretter etc. Ligger lige ved havnen, ved et lokalt teater og der er udeservering om sommeren.
Warnowufer 65, Rostock, Tel.(+49-381) 208 780
Shin Shin
Ligger lige ved havnen ligger denne store restaurant med gedigent kinesisk interiør. Retterne stammer fra Thailand, Malaysia, Singapore og Japan og priserne starter ved de mere enkle retter ved 7€. Der findes også de mere avancerede menuer med mange mindre retter, samt børneretter. Også take-away.
Am Strande 3 a, 18055 Rostock Tel. 0381 490-1363 Dagligt 11-15 og 17-23. I weekenden 11-23.30. shin-shin-china-restaurante.de
Kalinka
Som navnet antyder er der russisk mad på menuen. Her fås retter som schashliks, hønsekotelletter lammegryde og muslinger i hvidløgssauce. Og selvfølgelig blinis.
Heiligengeisthof 43, Rostock, Tel. (+49-381) 4902663
Alabama
Værtshus, steakhouse og egen pension i stemningsfuldt gammelt hus midt i det gamle fiskerkvarter i Warnemünde.
Alexandrinenstraße 80, Tel. 0381 548250, www.alabama-warnemuende.m-vp.de
Der Kettenkasten
I bygningen fra 1888 ligger den maritimt indrettede “Kettenkasten”, der både indbyder til øl og en lille snack, eller til en gedigen fiskeret fra 10€ Pølser og sauerkraut til knap 8 €.Live-musik ons-lør. Åbent året rundt.
Am Strom 71 i Warnemünde
Gode og billige restauranter
Greens Speisebar & Cafe
Her fås lækre urban thai-retter til 4-7€. Forskellige eksotiske curry-retter med grøntsager, kokosmælk, cashewnødder, rejer, kylling eller oksekød og ris. Eller prøv en af husets gode supper med nudler, ingefær og koriander. Fremragende frugt-shakes og gode kaffer.
Leonhardstrasse 22. alt kan bestilles og afhentes. Ring 0381 4965172. Dagligt 11-24
San Marco
Italiensk restaurant med en del klassikere på menuen der har fået så meget vind i sejlene at der er åbnet hele to af slagsen.
Leonhardstraße 24, 18057 Rostock-Kröpeliner-Tor-Vorstadt, Tel. 0381 4900298, Ulmenstraße 51, 18057 Rostock-Kröpeliner-Tor-Vorstadt, Tel. 0381 1216640. Dagligt 12-14.30 & 17-23
Klönstuv
Stemningsfuldt værtshus i gammel stil, med buffet i weekenden til 4,50€ fre-lø 18.00-21.30
Am Leuchtturm 18, 18119 Rostock-Warnemünde, Tel. 0381 5192495
Barer og værtshuse
Zur Kogge
Et stenkast fra den historiske byhavn ligger denne historiske gaststätte i det røde hjørnehus.
Her er ægte skibsstemning med mønter og sedler fra hele verden, eksotiske udstoppede fisk, flaskeskibe og redningskranse. Bardisken er 150 år gammel, der er solid mad og shantymusik hver fredag og lørdag aften. Stemningsfyldt fra man kommer til man går.
Wokrenter Straße 27
Copacabana
Meget populær for den gode stemning og de lave priser med happy hour fra 19-21 igen 00-01.
Seestraße 5, Ma-to 17 – 03, fr 17.00 – 05.00, lø+sø 09.00 – 05.00 – (+49-381) 5105 999
www.copacabana-rostock.de
Momo
Flot indrettet og med cool storbystemning, der især er faldet i de lokale musik og lægestuderendes smag. Priserne er absolut rimelige.
Am Vögenteich 19, Rostock
Farellis
Det enorme drinkskort skuffer ingen, for her er alle klassikerne og så dem som Farellis selv har fundet på. Shots fra 3€ og drinks fra 5€. Meget hyggelige omgivelser. Urbant voksent publikum fra 20 til 40’erne.
Grubenstr. 6, Rostock www.farellis.de
Cafe Central
Her mødes bøsser og lesbiske i Rostocks hyggelige foreningscafe, der lægger ud med Café fra 9.30 og i løbet af aftenen får mere og mere barstemning over sig.
Leonhardstrasse 22, Rostock. Dagligt 09.30-02
Cafeer
Grand Cafe
Om sommeren kan man sidde under de kæmpe parasoller ud mod Universitets-torvet hvor springvandet ”Brunnen der Lebensfreude” er et naturligt samlingspunkt. I Grand Cafe kan man nyde kaffe, kager, og husets specialiteter er isanretninger. Hver lørdag kl. 12.30 er der klokkekoncert fra klokkespillet der hænger på cafeens facade.
Cafe Kloster
Småretter som bagte kartofler til knap 5€, eller dagens frokostret fra 11.30 til 14.30 til 3,20€. Gode is, hjemmebage kager og gode kaffer. Fin udeservering mod klosterhaven, hvor der er gode legemuligheder for de mindste.
Klosterhof 6, Ti-lø 11-19, søn. 12-18 (Lukket man)
Eiscafe Milano
Midt i indkøbsarkaden Rostocker Hof ligger en af byens mest besøgte cafeer. De fleste kommer for stedets fremragende isanretninger og den gode kaffe.
Rostocker hof, Kröpeliner Str. 26-28 – Dagligt 10-18 (lukket søn)
Schusters
Cafeen ligger i den karakteristiske bygning ”Teepott”; her lå i mange år en berømt tesalon, som den karakteristiske bygning fra 1960’erne senere overtog
Seepromenade 1, Warnemünde
Meyerbeer Coffee
En af Tysklands smarteste kaffekæder der ligner den danske Baresso-kæde hvad angår høj kvalitet, gode kager og bredt udvalg af forskellige kaffesorter. Centralt beliggende og smagfuldt indrettet.
Breite Strasse 12-15, Dagligt 9-20 lø 10-20 sø 14-18
Galerie Klosterformat
I galleriet serveres også om sommeren kaffe og kager i gårdhaven med udsigt til middelaldermuren. Fint galleri i tre etager med brugskunst.
Klosterhof 5, til venstre for klosteret. www.klosterformat.de